Familiesamtaler

Min tilgang

Jeg tilbyder familieterapi til unge og deres forældre, og til voksne børn og deres forældre (også selv om det er mange år siden i har boet sammen).

Der er mange familier, hvor samtalen er gået i stå eller i hårdknude. Konfliktniveauet kan være højt, eller man kan opleve at afstanden er så stor, at man kan have svært ved at forstå hinanden. Det er smertefuldt, både for børn og forældre, når kontakten i ens familie er dårlig. Min grundholdning er, at alle gør det bedste, de kan. Men nogle gange, er det desværre ikke tilstrækkeligt til at skabe en tryg base, hvor kommunikationen er fri, og hvor man føler sig forstået og rummet.

I familieterapien hjælper jeg Jer med at lytte til hinanden og forstå hvad det er, der er på spil. Som familie har man en lang og nogle gange kompleks historie med hinanden. Man går fra at være en samlet enhed til at være forskellige individer i et fællesskab. Det kan for nogle være en udfordrende og vanskelig proces. Nogle gange handler det om den interne dynamik i familien, andre gange tilstøder der noget udefra, som vanskeliggør relationen. Familieterapi handler ikke om at placere skyld, men om at lytte og forstå hinanden, og derigennem finde nye måder at være sammen på.

Familieterapi kan hjælpe:

  • Når samværet i familien er præget af konflikter, skænderier eller undgåelsesadfærd
  • Når I føler, I er kørt fast i de samme konflikter
  • Når I har svært ved at forstå og tale med hinanden
  • Ved skilsmisser

I er velkomne til at kontakte mig, hvis I oplever, at jeres familierelationer er præget af mangelfuld kommunikation, konflikter, manglende forståelse eller andet, som gør relationen svær. Hvis alle er interesserede i det, kan man arbejde på at få en større forståelse og tryggere kontakt med hinanden.